søndag den 26. september 2010

Lægemangel løses med et trylleslag

Tag 50 kr for et lægebesøg, halver lægebesøgene, lægemangel er løst og brug pengene på tandlægetilskud

Svenskerne går kun halvt så meget til lægen som danskerne - de har nemlig brugerbetaling

Vismænd i opgør med sundhedsudgifterne: Danskerne skal efter norsk og svensk model selv betale for besøg hos lægen og skadestuen og for kost på hospitalet.

Danskerne bør have pengepungen op af lommen og betale, hver gang de går til lægen eller besøger skadestuen. Også kosten ved indlæggelse på hospital er et oplagt emne for brugerbetaling.

Det mener de økonomiske vismænd.

Vismændene peger i deres efterårsrapport ikke direkte på, hvor brugerbetalingen skal indføres, men kun på, at den bør bredes mere ud på sundhedsydelserne.

Men på et pressemøde nævner overvismand Peter Birch Sørensen forholdene i Sverige og Norge,

- Det er historiske tilfældigheder, der har afgjort, at brugerbetalingen på sundhed i dag er koncentreret på få områder som eksempelvis tandlæger og fysioterapeuter. Den kunne bredes mere ud i Danmark ved at skele til Norge og Sverige. I Norge koster det, hvad der svarer til 150 danske kroner at besøge en praktiserende læge. I Sverige betaler patienten selv sin kost på hospitalet, og man kunne også tage en lille brugerbetaling for besøg på skadestuen, siger Peter Birch Sørensen.

Brugerbetaling på læge- og skadestuebesøg kan være med til at adfærdsregulere danskernes brug af sundhedsydelser.

- Man skal dog tænke sig om. Det skal ikke blive så dyrt, at dem med et reelt behov for behandling holder sig tilbage, siger Peter Birch Sørensen.

Forslaget om at udbrede brugerbetalingen til flere sundhedsydelser er en del af vismændenes gennemgang af udgifterne til sundhedssystemet, der vil eksplodere i de kommende år.