torsdag den 22. oktober 2009

Danske træpiller, Fragtfri levering fra 1 november 2009

Danske træpiller, Fragtfri levering fra 1 november 2009 Sidste nyt. Vi har lavet en aftale med en dansk producent af træpiller i høj kvalitet fra 1 nov. 2009 Pris pr ton inkl. levering ekskl. moms. Hele vognlæs 32 ton Jylland Løs/tippet af 1150 kr/t Bigbags 1200 kr/t 25 kg sække, pris pr ton 1250 Kunden skal selv have mulighed for at aflæsse traileren. Der kræves truck og palleløfter. Betaling: Forudbetaling eller bankgaranti. evt. anden betalingsaftale Leveringstid afhængig af efterspørgsel, ring for info www.biofyr.dk

onsdag den 7. oktober 2009

Herning Bycenter 27.000 kvadratmeter stort butikscenter på vej i Herning midtby

www.herningbycenter.dk Privat investor vil bygge 27.000 kvadratmeter indkøbscenter, der skal forbinde banegården med Østergade og trække mere liv og handel til midtbyen.
I dag er der et supermarked, en bybusterminal og en parkeringsplads i området mellem Østergade, Søndergade, Smedegade og banegården i Herning. Men en ny plan, der i første omgang er døbt ”Herning Bycenter”, arbejder med at etablere et stort butikscenter på 27.000 kvadratmeter med 625 nye parkeringspladser i området.
- Det er et projekt, der falder rigtig godt i tråd med Herning Kommunes visioner for at udvikle Den Levende By. Vi ønsker, at byen skal være spændende og fuld af liv. At den skal være attraktiv for både borgere og gæster som en by, hvor man har lyst til for eksempel at handle, gå på café, bruge kulturtilbuddene eller bare hænge ud, siger Hernings borgmester Lars Krarup (V), der hilser projektet velkommen.
Et af Danmarks største ejendomsselskaber
Bag planerne om ”Herning Bycenter” står A/S KFI Holding, som er en del af KFI Erhvervsdrivende Fonde, der har mere end 40 års erfaring som investor og finansieringspartner på dagligvareområdet. Fonden er med en ejendomsportefølje på 500.000 m² et af Danmarks seks største ejendomsselskaber. Fonden ejer blandt andet den bygning i Østergade, hvor Super Best ligger, og som skal indgå i det nye centerbyggeri.
Bygherren har sammen med arkitektfirmaet Arkitema fra Århus skitseret, hvordan de forestiller sig, det store centerbyggeri skal ligge med et stort indgangsparti fra Østergade. Herfra vil centret sprede sig i to etager mod syd over den nuværende parkeringspladsen bag supermarkedet. I den anden ende af centret forestiller A/S KFI Holding sig, at der bliver etableret direkte forbindelse til banegården og en ny bustrafikterminal.
Tre glædelige ting
Borgmester Lars Krarup glæder sig især over tre ting i forbindelse med det nye indkøbscenter: Sammenhængen med banegårdspladsen. Parkeringskælderen, som udenfor butikkernes åbningstid vil kunne bruges af både Herning Kongrescenters og DGI-Parkens mange gæster. Og det løft, centret vil kunne give til byens handelsliv.
- Vi skal i den kommende tid i gang med at se på byudviklingen af hele banegårdsområdet og har søgt midler fra Trafikstyrelsens Fremkommelighedspulje til at foretage den første analyse. Målet er at få skabt et samlet trafikcenter for tog, regionalbusser og bybustrafik. Med det nye butikscenter kan vi samtidig få skabt en stærk, bymæssig sammenhæng mellem det nye trafikknudepunkt og gågaden, Torvet, biografen, DGI og kongrescentret til glæde for hele området og alle der bruger det, siger Lars Krarup.
Skaber vækst
Et af de områder, han især regner med vil få glæde af det nye butikscenter, er byens handelsliv.
- Vi lavede en analyse af detailhandlen i foråret, og den pegede blandt andet på, at det samlede handelsliv i midtbyen og herningCentret skal være så stort, varieret og attraktivt som muligt, hvis vi gerne vil vokse og tiltrække kunder fra et større opland. Samtidig ved vi af erfaring, at et nyt center ikke bare skaber omsætning i selve centret, men også skaber øget vækst i resten af byens handelsliv, fordi flere vil køre efter shoppingoplevelserne i Herning, siger Lars Krarup.
Præsenteret for offentligheden
Planerne for det nye storcenter i Østergade blev for første gang præsenteret for offentligheden ved et pressemøde på Herning Rådhus tirsdag formiddag, hvor både Herning Kommunes borgmester Lars Krarup, planchef Marius Reese, KFI-direktør Marcus Choleva og arkitekt Kim Risager fra Arkitema deltog.
Byrådet forventes på sit møde senere i dag at vedtage, at der skal sættes gang i et debatoplæg til offentlig høring af projektet samt en detaljeret projektudvikling med blandt andet ny lokalplan for området, udarbejdelse af VVM-rapport og miljøvurdering. www.herningbycenter.dk